Indretningen er skabt ud fra et skræddersyet, visuelt designkoncept med nøje udvalgte farver og materialer for at ramme den rette stemning - og med en aktivitetsbaseret indretning for at sikre at arbejdspladsen understøtter medarbejderne, teams og opgaver.
Der er anvendt flere elementer, som går igen i andre indretningsprojekter i Lars Larsen Group, men samtidig har vi sikret, at hvert projekt har sin individuelle identitet. Hovedkontoret adskiller sig ved at være designkonceptet med den mest lyse indretning - med mange varme, nordiske toner i materialer og farver.
Elementerne skaber en rød tråd fra de andre projekter, som Third.space har udført for Lars Larsen Group, såsom Restaurant Tiende og Den Fede Drue på Aarhus Ø og Selected Car Group, Silkeborg.
Hjemlig stemning i professionelt kontor
Vi har inkluderet flere elementer, som man genkender fra et hjemligt miljø, for at skabe en afslappet stemning, når medarbejderne opholder sig på kontoret. F.eks. er der valgt forskellige designs af loungestole i stedet for den samme stol til hele indretningen, hvilket skaber unikke, mindre zoner, som vi kender det fra vores hjem.
I stedet for kun at benytte den integrerede loftsbelysning er der yderligere valgt flotte pendler og gulvlamper. Dertil kommer også mange grønne planter og dekoration, som giver indretningen en højere detaljegrad og en følelse af et komplet rum.
Mulighederne i det fleksible arbejdsmiljø
I det moderne kontormiljø fokuserer vi på en helhed med funktioner og atmosfære. Forskellige teams fungerer bedst med andre opstillinger af deres arbejdsstationer end andre. Der kan ligeledes være forskellige behov for opbevaring og trafikken omkring forskellige medarbejdere/funktioner skal også tages i betragtning.
Med et udvalg af mobile vægge, modulære opbevaringssystemer og planter kan rummene løbende tilpasses.
Forskellige zoner gør det muligt at skifte imellem pause- og aktivitetsområder. Derudover giver det muligheden for, at medarbejderne kan variere deres arbejdsstillinger, som giver et bedre ergonomisk udgangspunkt for deres arbejdsdag.
I afslapningszoner rundt omkring kan medarbejderne have telefonsamtaler, tage en pause eller afholde de mere uformelle møder. Mødelokaler i varierende størrelser og udformninger giver en anden dynamik og mulighed for teams for at samarbejde eller koordinere aktiviteter.
Når rammerne i kontorindretningen er ideelle, skaber man bedre vilkår for medarbejdernes trivsel og effektivitet.
Kantinen er også indrettet i forskellige zoner med almindelige kantineborde, loungeområde og højborde. Det giver mulighed for at spise sammen i varierende grupper og styrke det sociale samvær på tværs af afdelinger. Møblerne kan sammen med de mobile rumdelere også flyttes rundt efter behov, hvis der skal afholdes større arrangementer.
Den gode indretning med akustik og lækre materialer
Akustikken har haft høj prioritet i arbejdet med at sikre et komfortabelt arbejdsmiljø på det nye hovedkontor. Der er valgt mange bløde møbler, akustikpaneler, gulvtæpper og bordskærme i filt til skrivebordene, der er med til at absorbere lyd og skabe mere ro i og imellem rummene.
I indretningen har der været fokus på lækre materialer og den taktile oplevelse. En lys farvepalet med lyse akustikpaneler, møbler i lækre stoffer og egetræ samt kraftige tæpper er alt sammen med til at give en sanselig oplevelse af noget blødt og behageligt. På samme måde giver planterne liv til rummene.
Bronzeskulpturen, Købmanden, byder medarbejdere og gæster velkommen i foyeren
Når man træder ind i foyeren, bliver man, som det første, mødt af den anden bronzestatue af Lars Larsen i fuld størrelse (den første står på JYSKs hovedkontor i Brabrand). Skulpturen i de flotte, gyldne toner, giver sammen med det imponerende panelloft og vægbeklædningen med det samme et indtryk af stemningen, der karakteriserer kontoret.
Customized inventar og produkter fra Lars Larsen Group-selskaber
For at få et unikt udtryk er der fremstillet flere specialdesignede elementer. Akustikpanelerne, der fortsætter op i loftspaneler og i indbyggede hylder, er specialfremstillede til at passe til rummene.
Som en naturlig del af projektet er der valgt mange møbler fra Lars Larsen Group-ejede selskaber såsom Bolia, ILVA, One A og Sofacompany. Disse passer æstetisk og kvalitetsmæssigt rigtig godt til erhvervsbrug. Samtidig afspejler det kerneforretningen i Lars Larsen Group og skaber sammenhæng på tværs af koncernen.
Arkitekt (indretning): Third.space, Lisbeth Schonert, Interior designer